Mor til fhv. stofmisbruger
Donna R.
Det var noget af en overraskelse at opdage det, fordi man opdrager sit barn til at kunne klare sig, hun gik på katolsk skole, havde gode venner og gik i kirke. Og hun gik på Loyola universitetet i sit rusår. Og ville have sin egen lejlighed.
Og så spolerede hun julen fuldstændig. Hun kom ikke hjem juleaften. Hun var sammen med sin kæreste. Og juledag kom hun lige forbi og gik igen efter 10 minutter. Jeg tænkte: ”Hvad skete der lige med min datter? Det er ikke måden, vi gør det på.”
Endelig, et år senere, så jeg hendes arme. Jeg brød sammen, jeg græd, jeg tiggede. ”Nej, mor, jeg skal nok holde op. Jeg vil ikke gøre det mere. Det er bare en overgang.”
Jeg kollapsede, grædende. Jeg sagde: ”Hvad har du gjort mod dig selv?” Jeg kunne ikke tro, at min lille pige kunne gøre det.
Der var meget af det, jeg ikke forstod. Jeg forstod ikke humørsvingningerne eller det afskyelige.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Og jeg sagde: ”Vi må finde et sted, hun kan tage hen.”
Vi gik på internettet, og vi fandt en masse telefonnumre, som for det meste ingen vegne førte. Men et af dem førte mig til Narconon.
Og så fik de hende ind, og hun tog af sted, og jeg tudede bare hele tiden.
Men alle var helt åbne. Annie var der for mig 24-7. Annie var vores rådgiver, og jeg kunne ringe til hende når som helst.
Og efter min datter færdiggjorde Narconon, kan jeg smile igen.
Hver gang, jeg kigger på hende, er forskellen bare helt fantastisk. Hun er bare tilbage. Hun er tilbage og endnu bedre, end hun var før. Det er nu to år siden. Det er simpelthen et mirakel.
